Vores navne er Emil og Rasmus, og vi er stifterne bag Fegopapir og produktet Bampoo.
Fegopapir blev stiftet i 2019 med det formål at gøre danskernes hverdag mere grøn. Fegopapir står for ”feel good papir”, fordi man kan bruge det med god samvittighed.
Vi lever i en tid, hvor der er stort fokus på miljøet – polarisen smelter, skovbrande raser sydpå, og dyr mister deres levesteder. Det vil vi være med til at ændre.
Der er utrolig mange ting, vi mennesker kan gøre i hverdagen for at blive mere miljøansvarlige. Desværre har de fleste en meget travl hverdag, hvor gode initiativer forsvinder hurtigere, end de når at blive gode vaner.
Ved at automatisere en så enkel ting som indkøbet af toiletpapir, er vi med til, at danskere hver dag kan hjælpe miljøet. Det kræver kun 2 minutters arbejde, når produktet skal bestilles.
Almindeligt toiletpapir er lavet af papir, som kommer fra træer – de samme træer, som forskere fortæller os skal blive.
I gennemsnit bruger danskerne lidt over 2 ruller toiletpapir om ugen, hvilket svarer til cirka 38 meter om ugen. Det betyder, at danskerne hvert år skyller cirka 30.000 træer ned i toilettet.
Det, synes vi, er et ekstremt højt tal. Derfor undersøgte vi alternativer og fandt frem til, at ved at erstatte træpapir med bambuspapir kan vi være med til at gøre en kæmpe forskel for miljøet.
Danskerne er desuden europamestre i at forbruge køkkenrulle, hvilket også kommer fra træ. Derfor føler vi, at vores ambition om at give danskerne alternativer til hverdagsvarer af træpapir er gennemtænkt.
Vores toiletrulle, Bampoo, er vores første produkt i en serie, som forhåbentligt vil blive et veletableret miljøvenligt alternativ til de traditionelle træpapirs-baserede hverdagsvarer.
Med vores grønne profil håber vi, at Bampoo kan blive et springbræt til en fremtid, hvor vi kan støtte flere og flere projekter med grønne tiltag.
Vi gør allerede dette i dag i samarbejde med Naturfonden, som vi donerer 50 % af overskuddet til. I takt med, at Bampoo og virksomheden vokser, vil vores engagement i flere nationale (og muligvis også internationale) naturprojekter også vokse.
Vi vil, som lovet, altid donere mindst 50% af overskuddet til naturvelgørende formål.
Vi er godt klar over, at Bampoo ikke kan stoppe den globale opvarmning alene, men vi giver danskerne en mulighed for at gøre en forskel, uden det kræver den store indsats. Det, synes vi, er win-win.
Følg os på vores sociale medier:
© 2019 Fegopapir IVS